Tumulus 2023, Sacromontino og Charlottes andre vine

Kære Vinvenner,

0405a
Som de også ved, de vinvenner, der…. spilder deres tid med andre vine end de italienske, og tilmed kan finde på at tilbringe deres ferie hos mine ”fætre” i ex-Gallia, findes der en kæde af hoteller og restauranter, altså i Frankrigs yndige land, som hedder ”Logis”. Det er som regel familiedrevet kroer og spisesteder af en vis kvalitet, med personlig og hjertelig velkomst af ejerne, som er ”hjemmefødinge” og derfor kender deres opland rigtig godt og kan anbefale, hvad der er lokalt værd at opdage. Også køkkenet er lokalt, solidt og velsmagende egnskøkken og priserne fornuftige. Slut med reklamen nu.

Det var netop i en af disse Logis, som mine to børn, min kone og jeg havde valgt at bo i: det var i 2003 og jeg kan ikke huske andet end at vi var midt i Champagne-produktions området. Der var tre andre borde i lokalet, da lyset pludselig gik ud på grund af et af de mest voldsomme uvejr jeg har oplevet i mit liv. Værten kom straks med stearinlys og et glas Champagne og da lyset kom tilbage efter få minutter, spurgte han hvad jeg mente om Champagnen. Fruen svarede straks med et smil, mens mit ansigtsudtryk gav måske anledning til ejerens bekymrede spørgsmål: ”Var der noget i vejen med vinen?” ”Ikke noget” sagde jeg - det var trods alt en gave. Værten insisterede og på mit bedste franske sagde jeg, at måske tog jeg fejl men jeg syntes, at vinen var måske lidt for gammel, oksideret.

”Umuligt!” sagde værten, som om han aldrig havde oplevet større overraskelse i sit liv og mens han vendte sig om, pegede han på et af de andre borde i lokalet og tilføjede straks: ”De kan fortælle deres mening til det par, der sidder dér: det er nemlig producenterne. Nogle af vores bedste Champagne bønder” og han pegede igen på det par, der stille og rolig SAD og nød deres aftensmad.

Før jeg overhovedet kunne nå at sige, at det gjorde ikke noget og at jeg ikke ville genere folk i deres fritid, rejste Champagne bonden sig og maskingeværede værten med en hel masse sætninger, som jeg kun fik gnisten af. To ord kunne jeg dog godt forstå ”Debíl og Cretin” og så med verdens sødeste smil vendte han sig til mig og forklarede, at værten havde lovet at bestille en ny portion Champagne, men ville først sælge ud af den gamle. Om jeg ikke ville aflægge gården et besøg og smage og så videre?

Vores rejseplaner tillod det desværre ikke, men da vi checkede ud af Logis, fandt vi to flasker med en hilsen fra vinbonden. Jeg bad værten om at sige tak fra os og efterlod en af de to flasker til ham: ”I tilfældet af, at lyset skulle gå ud igen.”

Nu er denne lille episode med for at forsikre jer om, at der findes i Europa, og sikkert også i resten af vinverden et hav af dygtige samvittighedsfulde vinbønder, der fremstiller fremragende vine, som de færreste har hørt om. Carlo Zadra er en af disse og vent ikke et sekund længere for at stifte bekendtskab med disse to mousserende Metodo Classico:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=carlozadra

TUMULUS OG CHARLOTTE HORTON'S ANDRE VINE

0405b
Åbningsbilledet viser den nye ”indpakning” for årgang 2023, den tredje, af Tumulus. Et spørgsmål melder sig straks, samme spørgsmål i øvrigt, som jeg stillede til Charlotte Horton: ”Betaler jeg for krukken eller for vinen?” ”De to ting er uløseligt bundet sammen” svarede Charlotte Horton med sin vellydende italoengelske accent. ”Ingen andre vine laves på denne måde: sangiovesedruer hældes i ”pestarole”, kar af vulkansk sten fra etruskisk tid, presses med fødderne og tappes straks uden anden indvirkning.

Til denne ”super natural wine” skulle vi finde en usædvanlig beholder og vi vil hvert år finde en ny en. Lokalt er der noget, der hedder ”bucchero”, en sort sten, som etruskerne brugte og som du kan købe kopier af i alle museer her i det sydlige Toscana. At vælge en ”bucchero” som beholder ville have været det oplagte valg med risko dog for, at det virkelig ville være meget turistkitschet. Derfor vores valg af ny beholder og ny farve hvert år. Hvad vinen angår: den ligner ingen andre og den smager vanedannende dejlig, men det ved du, der har smagt de to forrige årgange…”

Ja, det ved jeg og de vinvenner, der har smagt den og skrevet om deres mening. Min tildeling i år er på 60 flasker og vinen vil komme sammen med Charlottes andre vine, blandt hvilke den ventede Sacromontino, den på en liter flaske og med ølkapsel. Find Tumulus, Sacromontino og alle de andre fra Castello di Potentino her:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=potentino

EVOLUZIONE FORSINKET MEN....

0405c
Daniele Mariani, ejeren og ønologen hos Cinque Scudi, har besluttet at hans EVOLUZIONE Merlot skulle have mere lagring før frigivelse til handel. Derfor beklager han forsinkelsen og har tilbudt at komme til lageret i Holte for at præsentere alle sine vine. Det betyder, at I snart vil modtage en indbydelse til en vinsmagning i uge 22 og at I stadigvæk kan nå at forudbestille EVOLUZIONE her, til levering netop uge 22. Vinene kan I bestille her:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/?search=Cinque+scudi

Og Herr Marianis øvrige vine kan I se her:

https://www.casale5scudi.com/

PÅ MANGES FORLANGENDE…

… Hvem er så de ”mange”? Det er de vinvenner, der har købt kassen eller ladet sig prakke den på efter en anbefaling (min) og nu gerne vil genbestille. Der skal ikke et matematisk geni for at regne ud, at ”kassen” er en…gave fra mig til jer og derfor er fristen ganske kort, men her er den:

https://shop.carlomerolli.dk/produkter/60-gratis-fragt/4508-vinhandlerens-jubilaeum-sixpack--25041949-carlo-merolli-roma-docg/

TILBUDDET GÆLDER TIL OG MED SØNDAG DEN 12. maj

Ciao,

Carlo

ÅBNINGSTIDER PÅ LAGER Skovlytoften 1, 2840 HOLTE

lørdag den 4. maj: LUKKET
søndag den 5. maj: 13 til 16
mandag den 6. maj: ÅBENT 14 til 17
tirsdag den 7. maj: LUKKET
onsdag den 8. maj: ÅBENT 14 til 17

torsdag den 9. maj: ÅBENT 14 til 17

fredag den 10. maj: ÅBENT 14 til 17
lørdag den 11. maj: LUKKET
søndag den 12. maj: ÅBENT 13 til 16

Next Post Previous Post